Akademiets historie

Det Danske RockAkademi blev i sin første version stiftet den 11. marts 2003, efter at en arbejdsgruppe siden 31. januar 2000 havde arbejdet med Projekt Danmarks Rockhistorie og i 2002 havde afleveret idé-oplæg om Danmarks Rock City til Roskilde Kommune. Dette oplæg førte til den i dag kendte bydel Musicon med bl.a. Ragnarock, Museet for Rock, Pop og Ungdomskultur.

Nævnte arbejdsgruppe opløstes. Dele af den besluttede at oprette Det Danske RockAkademi, som stiftedes af Peter Ingemann, Torben Bille, Flemming Madsen, Anne Linnet, Marie Frank, Jørgen Olsen, Peder Bundgaard, Leif Skov og Hans Otto Bisgaard.

RockAkademiet (Version 01) gennemførte i 2003 to meget succesfulde historiske aftener – hver med mere end 100 deltagere. Én på Rytmekons på Holmen, én i Musikcafeen i Magstræde. Siden rockhistoriske koncerter i bl.a. Aarhus og Aalborg. Akademiet fik repræsentation i Roskildes udvalg for Rock City-ideerne, men manglede generelt økonomi og ”drive” til at markere sig – og i årene efter 2010 gik Akademiet i stå.

I efteråret 2021 mødtes Flemming Madsen og Leif Skov nogle gange med ideer til genstart af Akademiet. En god samling af interessenter stiftede den 14. marts 2022 Det Danske RockAkademi (Version 02) med en mere realistisk vedtægt end i Version 01. Stifterkredsen blev Akademiets Styrelse pr. samme dato. Siden da har Akademiet afholdt 2 Hæderspriskoncerter i Amager Bio 2024 og 2023, samt igangsat 2 store projekter, som er kommet i stand via konstruktive møder med et antal politiske ordførere i Folketinget. I 2023 modtog Akademiet således anerkendelse af de to nævnte projekter OG en bevilling på 4,5 millioner kroner pr. år i fire år af Kulturministerens Musikhandlingsplan 2023-2026.

  • Projekt Hit Med Historien, som skal sikre dansk rock og pops historie via effekter, lyd, fotos og stemmer og fortællinger, som gøres tilgængelige via registreringer og arkiveringer
  • Projekt 100 x 100, som vil skabe grundlag for koncerter i danske, koncertfattige egne.