Fælles i musikken
Det Danske Rock Akademi arbejder for at sikre vores fælles rockmusikalske kulturarv og sætte gang i aktiviteter, der bringer levende musik ud i hele Danmark gennem nye platforme og handlemuligheder for borgerne.
Mange kan huske store koncertoplevelser i forsamlingshuse, værtshuse og andre små lokale steder. I dag foregår de fleste koncerter på professionelt drevne spillesteder og koncerthuse i de større danske byer.
Det Danske Rock Akademi vil gerne have den levende musik tilbage til lokalmiljøerne og ud i blandt andet forsamlingshusene, hvor den også hører hjemme og skaber glæde og fællesskab. Det støtter Kulturministerens Musikhandlingsplan 2023-2026! Støtten skal gå til koncerter ude i hele landet, og den skal forankres hos lokale ildsjæle og publikum selv. På den måde bliver det muligt at få flere koncerttilbud i lokalmiljøerne, direkte fra artisterne til borgerne.
Danmark er formet af ildsjæle og 100×100 henvender sig til ildsjælene. Vi har, som land, udviklet os til det, vi er i dag, fordi ildsjæle har fået idéer, taget initiativer og samlet folk omkring sig. Det er disse idéer og initiativer, der har skabt vores fælles kultur og vores sammenhold.
Det er ildsjælene, der sætter gang i fodboldklubber og strikkeklubber, og det er de musikentusiastiske ildsjæle, der starter musikforeninger og skaber liv og fællesskab i det lokale forsamlingshus.
Kulturminister Jakob Engel-Schmidt kalder de frivillige og ildsjælene fundamentet for vores demokrati, og erhvervsminister Morten Bødskov har udtalt, at ”vores stærke foreninger er noget af det mest danske, der findes. Derfor skal vi give dem de bedst mulige vilkår” og “…fjerne nogle af de byrder, der har gjort det svært for de mange ildsjæle, som får foreningerne til at køre rundt”.

